Østblokken var under Den kolde krig den almene betegnelse for landene, der var allierede med Sovjetunionen. Østblokken bestod af følgende central- og østeuropæiske lande:

• Bulgarien
• Rumænien
• Ungarn
• DDR
• Polen
• Albanien (frem til 1960, se nedenfor)
• Sovjetunionen
• Tjekkoslovakiet

Østblokken blev typisk betragtet som sammenfaldende med underskriverne af Warszawapagten, eller medlemslandene i Comecon.

Jugoslavien var aldrig en del af Østblokken (eller Warszawapagten), da Jugoslavien ikke var blevet "befriet" af Sovjet ved afslutningen på 2. verdenskrig. Tito var den tidligere leder af partisanstyrkerne i Jugoslavien, og dette var årsagen til, at han kunne overtage magten i landet. Ulig de øvrige kommunistiske lande i Central- og Østeuropa blev Tito altså ikke indsat af Den røde hær. Jugoslavien etablerede sig selv som en neutral stat under Den kolde krig.

Det kommunistiske parti i Albanien (under ledelse af Hoxha) kom også til magten uafhængigt af Den røde hær, og kunne derfor i 1960 løsrive sig fra Sovjetunionens indflydelse. Albanien knyttede sig i perioden efter 1960 tættere til Kina.

Landene i Østblokken blev holdt under den sovjetiske indflydelsessfære, af og til med militær magt. En folkeopstand i DDR blev slået ned i 1953, Ungarn blev invaderet i 1956 efter at have styrtet sin pro-sovjetiske regering, og Tjekkoslovakiet blev invaderet i 1968 efter en række omfattende liberaliseringer kendt som Foråret i Prag. Sidstnævnte blev internt i Sovjetunionen begrundet med Brezjnevdoktrinen. Brezjnevdoktrinen og truslen om sovjetisk intervention blev ophævet i 1989 og erstattet med den såkaldte Sinatra-doktrin, der markerede, at de central- og østeuropæiske lande var frie til at gå deres egne veje uden at frygte for sovjetisk indblanding. Dette var stærkt medvirkende til, at de kommunistiske regeringer i Østtyskland, Tjekkoslovakiet og Bulgarien blev afsat få måneder senere.