I dagens verden er CDU blevet et emne af stor relevans og interesse for et bredt spektrum af mennesker. Hvad enten det skyldes dets indvirkning på samfundet, økonomien, miljøet eller kulturen, er CDU et emne, der ikke efterlader nogen ligeglade. Gennem årene er det blevet debatteret, studeret og analyseret fra forskellige perspektiver, hvilket har genereret uendelige meninger, teorier og opdagelser. I denne artikel vil vi dykke dybere ned i CDU og udforske dens forskellige facetter med det formål at tilbyde en omfattende og berigende vision af dette emne, der er så relevant i dag.
CDU blev grundlagt efter 2. verdenskrigs afslutning 1945, men partiet har rødder i det katolske parti Zentrum, der blev stiftet i 1870. Før oprettelsen af Forbundsrepublikken Tyskland var CDU organiseret i de fire besættelseszoner. CDUD, der var partiets organisation i østzonen, indgik i 1947 i Nationale Front. Det betød, at de tre vestlige CDU-landsforbund brød med CDUD og stiftede en organisation. Efter Tysklands genforening blev CDU og CDUD lagt sammen til én organisation.
Partiets første formand var Konrad Adenauer, der havde været medlem af Zentrum. Partiet var en nyskabelse, idet det forsøgte at samle både kristne uanset konfession såvel og ikke-religiøse i et stort konservativt folkeparti. Oprindeligt gik en del af partiet ind for en kristelig socialisme, men partiets officielle program blev hurtigt støtten til en socialt reguleret markedsøkonomi. Partiet var det dominerende parti i Vesttyskland i 1950'erne og 1960'erne og blev til 1963 ledet af Konrad Adenauer. Han blev fulgt af tidligere økonomiminister Ludwig Erhard. I 1966 dannede CDU en stor koalition med SPD, og CDU's Kurt Georg Kiesinger blev kansler. Efter valget i 1969 dannede SPD regering med FDP, og CDU var i opposition til 1982. I denne periode udviklede partiet en ny økonomisk politik og udenrigspolitik. CDU og FDP dannede en koalition ved valget i 1982, og Helmut Kohl blev kansler.
Efter Berlinmurens fald fik partiet øget vælgertilslutning. Første valg efter genforeningen betød genvalg til Kohl, men partiet gik tilbage som følge af økonomisk recession i det tidligere Østtyskland og skattestigninger i Vest. Ved valget i 1994 vandt Kohl igen, men knebent. Helmut Kohl blev fulgt som formand af Wolfgang Schäuble, der dog allerede i 2000 blev erstattet af
Angela Merkel. Hun stod i sine første år i skyggen af andre politikere, bl.a. deltog hun ikke i debatterne i Bundestag mod kansler Gerhard Schröder (SPD), fordi hun ikke var gruppeformand. Hun blev heller ikke opstillet som CDU/CSU's kanslerkandidat i 2002. Det blev CSU's Edmund Stoiber. Da CDU/CSU ikke vandt valget, styrkede Merkel sin stilling, og hun var stort set ubestridt som kanslerkandidat til valget i 2005.
Trods jordskredssejre i flere delstater ved valget i 2005 var valgresultatet mudret. Efter tre ugers forhandlinger blev SPD og CSU enige om at danne en stor koalition, der gjorde Merkel til kansler, men samtidigt sikrede SPD otte af 16 ministerposter, herunder flere af de mest prestigefyldte. Angela Merkel blev valgt som kansler 22. november 2005 med 397 stemmer mod 217 i Bundestag.
Politisk profil
Partiet har rødder i politisk katolicisme, katolsk sociallære, politisk protestantisme, økonomisk liberalisme og nationalkonservatisme. Særligt siden Helmut Kohls regeringsperiode har partiet fulgt en liberal tilgang.
Partiets aktuelle politiske program Freiheit in Verantwortung (Frihed under ansvar) blev vedtaget i 1994. I programmet omtaler CDU "den kristelige opfattelse af mennesket og dets ansvar overfor Gud". CDU er tilhænger af en social markedsøkonomi inden for rammerne af en føderalretsstat. Udenrigspolitisk arbejder partiet for europæisk integration og er tilhænger af NATO samt et tæt samarbejde med USA. På det økonomiske område er partiet tilhænger af skattelettelser. Retspolitisk går CDU ind for strengere straffe, ligesom det arbejder for en strammere udlændingepolitik. Indenrigspolitisk går partiet ind for regelforenkling, mindre bureaukrati og bevaringen af kulturelle traditioner.
CDU's politiske modstandere er det socialdemokratiskeSPD, socialistpartietDie Linke og centrum-venstre-partiet Bündnis '90/Die Grünen. Det liberale parti FDP er CDU's foretrukne regeringspartner, da partierne har mest til fælles i den økonomiske politik. Omvendt er FDP og CDU langt fra enige om socialpolitik. CDU afviser at danne regering med Die Linke og højreekstremistiske partier.